I omkring 125 år har forskellige opdrættere arbejdet på at sikre racetypiske hvide schæfere, og i denne lille historie vil jeg gerne give en kort beskrivelse af historien om den hvide schæfer.

En hvid Tysk Schæferhund var bedstemor til verdens første registrerede Tyske Schæferhund. Enhver Tysk Schæferhund
i dag, hvis rødder kan føres tilbage til den førte officielt renavlede Tyske schæfer ”Horand”, der var farvet, siges at have mindst en hvid ane i sin stamtavle og i sin genetiske blodlinie.

Første gang den hvide schæfer optræder i historien var ved udstillingen i Hannover-showet i 1882 og igen i 1887 hvor ”Greif” udstillede sammen med ”Greifa” og ”Greif II”.

Max von Stephanitz, der ofte kaldes ”far til racen” var den 3. april 1899 til udstilling i Karlsruhe i Tyskland, hvor han købte ”Hektor”. Han viste sig som et eksempel på nogle af de bedste linier af Tysk hyrdehund fra den periode – primært fra Thuringia, Württemberg og Krone (Frankonia).

I dag ville han blive betegnet som en bastard, på nøjagtig samme måde som alle første hunde af en race er blevet gennem tiderne. I virkeligheden kan man vel sige at ”renracet” kun er et udtryk mennesket har skabt, da racedefinitioner stadig skifter som standarder ændres og nye racer kommer til.

Den 22. april 1899, blev ”Den Tyske Schæferhundeklub” stiftet. I den nye klub blev ”Horand”, der var barnebarn af ”Greif” registreret som verdens første registrerede Tysk Schæfer.

Von Stephanitz har gennem årene skrevet mange afhandlinger om den hvide schæfer. I 1908 skrev han, at påstandene om at én farve på Tyske Schæferhunde – inklusiv hvid – skulle være bedre end andre, er ren ”ammestuesnak”. Han fastslog at farvevalget ikke skulle være fastlagt i standarden, men være op til den enkelte opdrætter.

Farverne i de første Tyske Schæfere spændte fra ren sort gennem ulvegrå over multifarvet og til snehvid.

I 1974 skrev forfatteren Winnifred Gibson Stricland bogen ”The German Shepherd Today”, hvor det beskrives hvordan mange nazistiske medlemmer i Den Tyske Schæferhundeklub op gennem 30'erne gradvist overtog klubbens aktiviteter og blandende sig i dens interne opgaver. De truede oven i købet von Stephanitz med koncentrationslejr, hvis han ikke samarbejdede, og til sidst tvang de ham til at trække sig tilbage og han døde et år efter, den 22. april 1936, samme dag som hans klub kunne fejre 37 års fødselsdag.

Den 9. april 1968 valgte Den Tyske Schæferhundeklub i Amerika at diskvalificere den hvide schæfer fra deres standard. Det var første gang, siden klubbens stiftelse i 1913, at en renavlet hvid hund blev diskvalificeret udelukkende på grund af dens farve. Denne strid er fortsat lige siden.

Nogle forsøgte endog at få AKC til at fjerne alle hvide schæferhunde fra deres arkiver, og ødelægge deres stamtavler samt nægte at stambogføre nye hvide schæfere. Disse planer lykkedes ikke og i dag registreres alle Tyske Schæferhunde, uanset farve, hvis begge deres forældre er registreret som racerene.

I protest mod de øgede fordomme mod den hvide schæfer i Tyskland organiserede tilhængere af Hvide Tyske Schæferhunde sig op gennem 1960'erne og i 1969 stiftede de den første klub i Sacramento.

Mange Amerikanske Hvide Schæferhunde kan den dag i dag spore deres forfædres stamtavler tilbage, ikke kun til ”Horand”, men til Hapsburgs 7 rene blodliner.

I Amerika blev den Hvide Schæferhundeklub stiftet i 1971, og i 1973 blev der oprettet en filial af klubben i Canada, indtil Canada i stiftede sin egen klub i 1976.

30 år med hvide schæfere i Danmark

Den hvide schæfer er en relativ ny race her i landet, da det først var i 1974 den hvide schæfer tæve Duchess Rabecca of Malae fra Hawaii blev registreret som den første hvide schæfer i Danmark.

I de første 5 år var der ingen forening for den hvide schæfer i Danmark, men i 1979 blev stiftet Hvid Schæferhundeklub Danmark. På daværende tidspunkt var der kun registreret 22 hvide schæfere i Danmark.

Mindre end 10 år efter den første hvide schæfer kom til Danmark opstod der en ny klub for hvide schæfere ”Hvid schæferhunde registrering”, hvor Ole Riberholt var formand gennem flere år. Ole Riberholt var den første Danske opdrætter af Hvide schæfere, der importerede 14 hvide schæfere fra forskellige steder i Canada, og var derved med til at sikre nye blodlinier i avlen blandt de hvide schæfere.

I 1985 havde UCI generalforsamling i Bruxelles hvor der blev godkendt den første fælles standard for den hvide schæfer. I Danmark kunne Danske Hundeejers Landsforening nu officielt bedømme racen efter en international standard for ”Amerikansk/Canadisk (AC) Hvid schæfer”.

Racen blev den 1. januar 2003 godkendt af FCI, og skiftede samtidig igen navn til Hvid Schweizisk Hyrdehund. Den nye race blev i 2003 foreløbig anerkendt i FCI, men i de første 3 generationer kan hunden ikke erhverve internationale championater i DKK.

Den 22. april 2003 godkendte bestyrelsen i DHL at kort- og langpelsede hvide schæfere bedømmes hver for sig i de forskellige klasser på skuer og udstillinger. Samme regel er indført i DDH hvor de to varianter bedømmes hver for sig.

Den 1. juni 2004 ophørte Dansk Racehunde Union samarbejdet med DHL og DDH, og kort tid efter skiftede den hvide schæfer navn til Hvid Hyrdehund / schæferhund i DRU.

De mange forskellige navne på samme race er besynderligt, som det kan ses har samme race følgende navne:

Navnet Hvid Schweizisk Hyrdehund.anvendes hvis hunden er stambogført i DKK
I alle andre klubber i Danmark hedder racen Hvid schæfer.

I Dansk Hunderegister kan man da også se at racen den hvide schæfer er det navn der står øverst blandt hunde ejerne. Den 1. februar 2007 var der registreret 1415 Hvide Schæfere, tilsvarende var den Hvid Schweizisk Hyrdehund. registreret med 243 hunde i Danmark.

Men det er ikke kun hundens navn, der har været udsat for forandringer gennem de 30 år, der har været hvide schæfere her i landet.

Standarden har også ændret sig omkring størrelsen på den hvide schæfer, ligesom der er kommet et stigende antal langpelsede hunde til verden.

I de første mange år lød standarden på at en han skulle være mellem 62,5 cm . og 67,5 cm ., og veje mellem 38 og 43 kilo. Tilsvarende var højden for tæverne mellem 60 og 65 cm . i højden og vægten var mellem 30 og 35 kg .

I dag er standarden ændret så der tillades langt større forskel i ideal vægt, og samtidig er der en tendens til at hundene avles mindre.

Lidt forenklet sagt kan ændringen vises som følger

Som det fremgår, er det især hos tæverne den nedre grænse for højde er ændret markant, fra 60 til 55 cm ., mens det hos hanhundene er vægten, der er kraftig nedsat.

Begrundelsen for denne ændring i standarden fremstår ikke tydeligt, men på skuer og udstillinger ses der her hjemme et stigende antal ”spinkle” tæver, ligesom de store muskuløse hanhunde ses i færre og færre tilfælde.

Fremtiden

Populariteten bør udvikles langsomt, og ”hvalpe-fabrikker” bør reduceres, ligesom der ved oplysning og samarbejde skal arbejdes for at gode racehunde indgår i et bæredygtigt avlsarbejde.

Den Hvide schæfer er en lærenem hund, så derfor er det også vigtigt at fremhæve lydighedstræning, temperaments-test ”gode hunde-egenskaber” og service som eksempelvis førerhunde for blinde eller hjælpe hunde for fysisk og psykisk handicappede eller ældre.

Fælles avlsregler har der været talt om gennem alle årene, og nogle har måske også troet at de allerede var forekommende i virkeligheden, og der må arbejdes for at disse regler bliver mest muligt ensartet.

Over hele verden er der mange tusinde mennesker som elsker den storslåede og dejlige hvide schæfer, og de burde når spørgsmålet ”hvilken flot hund … Hvilken art er det?”, stolt kunne svare ”Hvid Schæferhund”.